16-01-2020
På NutriFair offentliggjorde Danish Agro og proteinvirksomheden Unibio et nyt samarbejde omkring det bæredygtige proteinprodukt Uniprotein®.

Samarbejdet er bygget op omkring et fælles forskningsprojekt, der skal afklare i hvilket omfang proteinproduktet Uniprotein® vil kunne udgøre et alternativ til eksisterende proteinkilder i dansk foderproduktion.
Uniprotein®, et bakterielt proteinprodukt, der er udviklet af Unibio, består af en bakteriekultur, som findes naturligt i vandmiljøet. I en lukket patenteret fermenteringsproces med metan som kulstofkilde opformeres bakteriekulturen hurtigt, hvoraf det bakterielle proteinprodukt Uniprotein® så kan høstes. Ved brug af metan fra biogas til produktion af Uniprotein® er det eneste restprodukt vand og CO2, og aftrykket bliver derved mindre end for sammenlignelige konventionelle proteinprodukter.
Forskningsprojektet er støttet med DKK 9,5 mio. af erhvervsstøtteordningen Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og involverer ud over Danish Agro og Unibio også Aarhus Universitet/Foulum, DTU Aqua og BioMar.
Arne Ringsing, Produktchef i Danish Agro, ser et stort potentiale i samarbejdet med Unibio:
- Jeg ser et stort potentiale i Uniprotein® som en effektiv, miljørigtig proteinkilde med en spændende ernæringsprofil. Jeg glæder mig til, at vi får testet produktet igennem i de forsøg, vi har planlagt. Vi er allerede begyndt på de første smagstests i en række grisehold, og den del ser lovende ud. Jeg ser store muligheder for, at Uniprotein® bliver et stærkt proteinalternativ i foderløsninger til de danske landmænd, siger han.
Også Ina Karlshøj Julegaard, Commercial Animal Nutritionist hos Unibio, ser frem til samarbejdet:
- Jeg er ret overbevist om, at vores forsøg vil vise, at Uniprotein® har et stort potentiale hos de danske landmænd. Både i forhold til at sikre den rigtige foderløsning, men også fordi produktet kan være med til at give landmændene et mere bæredygtigt proteinprodukt med en stabil forsyningssikkerhed, siger hun.
Forskningsprojektet startede i 2019 og vil løbe over tre år. Resultaterne fra forskningsprojektet vil løbende blive delt.
Arne Ringsing og Ina Karlshøj Julegaard fortalte om Uniprotein® og forskningsprojektet på NutriFair den 16. januar 2020. Derudover kunne besøgende høre mere om produktet på Danish Agros stand på messen.